Den sidste Gustav Wiedske i Roskilde

Et af de mest festlige og maleriske mennesker, jeg har mødt, er købmand Axel Matthissen, der døde for to år siden (1980), mæt af dage.
I levende live nåede han at blive noget af en legende, og med ham døde vel nok det Gustav Wiedske Roskilde. Rent personligt regnede han iøvrigt Wied for en nullert. Forfatteren gjorde jo grin med det borgerskab, der for købmanden nærmest var hele solsystemets centrum.
Gennem godt en halv snes år sad jeg hver lørdag middag sammen med købmanden ved vores stambord og snakkede om løst og fast, ikke mindst damer. Selv om han på det sidste hævdede, at han var total blind, kunne han tydeligt se, når en køn pige gik forbi på det modsatte fortov, og hans iagttagelser blev fulgt af kommentarer, der ikke ligefrem passede ind i det billede, folk havde dannet sig af en 88-årig med barnetroen i behold.

Han tog verdens genvordigheder, som de kom, og da han døde, var det med lige så få rynker, som da han for 80 år siden spredte skræk i Roskildes gader ved at ride rundt på et uvornt og meget selvstændigt æsel, hans far, etatsråden, havde givet ham. Hans liv var ikke problemfrit, og han døde som en fattig mand.
Matthissen fortalte mig engang, at problemerne rigtig opstod, da hans far døde for omkring 30 år siden og efterlod en gæld, som sønnen måtte indfri. Den gamle etatsråd havde jo en position i Roskilde, og den skulle holdes, koste hvad det ville. Før den første verdenskrig var det således skik, at aviserne bragte navnene på de borgere, der betalte over 100 kr. i skat om året. Den gode etatsråd havde imidlertid ikke så stor indtægt, at han nåede op på dette tal. Resolut skrev han på selvangivelsen, at han havde tjent mere, end han havde, og hans navn kom med blandt de andre notabiliteters!
Det, der kom til at kendetegne Axel Matthissen som menneske og livskunstner, var måske hans død og begravelse. I december i fjor måtte han under pleje, og konsekvent, som han var, besluttede han, at når han ikke kunne klare sig selv, ville han dø. Det fortalte han blandt andre pastor Erik Carlé, og 14 dage senere døde han. Begravelsen foregik fra Roskilde Domkirke, og han havde selv til de mindste detaljer tilrettelagt programmet. Carlé talte, Viggo Kanding spillede på orgel, og da kisten blev båret ud, sang Ruth Thunbo – man kunne næsten sige selvfølgelig – Den store Mester kommer.
Til det allersidste slog den gamle købmands lune igennem. I samme øjeblik, rustvognen skulle køre bort med kiste, trådte hans gode ven, advokat J. J. Skou, op på domkirketrappen og takkede på Matthissens vegne for deltagelsen. Skou sluttede: – Og så skulle jeg hilse og sige til jer allesammen, at der står kolde bajere på Bryggerhesten – på jeres egen regning! Skulle jeg sætte et minde over Matthissen, ville det være Kants ord: De frygter døden mindst, hvis liv har mest værd.

Læseren finder det måske lidt makabert, at jeg fortsætter med at omtale dødsfald, men det følgende kan jeg slet ikke lade være med at fortælle, selv om jeg ikke 100 pct. tør stå inde for sanddrueligheden:
Axel Matthissens far var en mand, der ikke foragtede bordets glæder, og efterhånden nåede han en vægt på 150 kilo eller 300 gode, danske pund. Det meste af sit liv tilbragte han på Hotel Prindsen i muntert lag med gode venner og nærende kost. Da han en aften gik hjem på første sal på den anden side af Algade, fik han et apoplektisk tilfælde og døde. Dengang var det normalt, at ligkisten blev bygget i hjemmet, og det skete også i dette tilfælde. Kisten blev imidlertid af nødvendige årsager af et omfang, så den ikke kunne bugseres ned af trapperne, og legenden siger at det derfor blev nødvendigt, at tage vindueskarmene ud og sætte en sliske op henover Algade, hvorefter etatsråden lige så stille og roligt gled tilbage på Hotel Prindsen!

Om hans begravelse havde Axel Matthissen denne beretning: – Selv om det ikke vidner om særlig sønlig hengivenhed, må jeg indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at smile, da domprovst Gude talte over far. Domprovsten bevægede sig ind på emnet om, hvor lidt vi betyder i verdensaltat. Det understregede han yderligere ved hele tiden at pege over mod kisten og sige: – Der ligger det lille fnug …..
Ja, tænke jeg, et fnug på 300 pund …